fredag den 3. maj 2013

Once Upon A Time In Orlando At STAReast 2013

Det er jo ofte populært at lave indlæg med henvisning til kendte film - så nu følger jeg strømmen - og henviser til mafia-filmen 'Once Upon A Time In America'.

I forbindelse med at sammensætte mine afsluttende kommentarer omkring STAReast 2013 konferencen i Orlando gik jeg mig en tur for at få lidt frisk luft og klare hjernen. Så kom jeg forbi, hvad jeg formoder er en lokal forening af ornitologi-studerende med særlig interesse for ugler - for de driver åbenbart en restaurant her i nærheden, hvor logo'et netop er en ugle med store øjne. Jeg tænkte - en ugle er jo en klogt dyr - så måske det kunne hjælpe med at organisere mine tanker og ideer for disse slutbemærkninger, hvorfor jeg gik derind. Jeg blev modtaget af en ung kvindelig ornitologi-studerende med særlig fokus på ugler og deres øjne - og efter at havde fået bestilt et glas vand og en lille salat - begyndte jeg at skrive - hun - altså denne kvindelige ornitologi-studerende med særlig interesse for ugler - kom forbi og spurgte om jeg var forfatter siden jeg sad og skrev - jeg kunne selvfølgelig havde valgt at gøre mig mere interessant end jeg nok er og svare bekræftende, men det er jo svært som tester - for vi er jo ærlige og redelige mennesker. Så jeg fortalte hende sandheden - at jeg arbejder med softwaretest - uglens øjne blev lidt blanke, hvorefter hun spurgte om jeg skulle have mere 'vand'. Det bekræftede jeg dog.

Samlet set har det været en fantastisk konference, og jeg har mødt en hel del virkelig dedikerede mennesker til vort fagområde. Jeg er helt sikkert blevet bekræftet i, at softwaretest er en disciplin i konstant udvikling og fornyelse. Temaet for STAReast 2013 'Tune In to Innovative Testing' har også levet op til sit fulde mål.

Det har klart været en uge med mange dejlige indtryk, oplevelser og et udvidet netværk på tværs af atlanten. Men der er også behov for at alt dette kan bundfælde sig.

Udover de mange blog-indlæg om præsentationerne jeg har haft, er der dog een ting som tegner sig tydeligt for mig - nemlig det fortsatte fokus på testhåndværket som vi bør have - herunder har specielt testteknikkerne været omtalt af en del indlægsholdere. Men også behovet for at specialisere sig som tester - inden for et givet område som f.eks. ikke-funktionelle egenskaber, men det kunne også være andre områder.

Men er der så ikke noget jeg er ked af - jo en del - men det opvejes af de mange positive elementer. Jeg er ked af at jeg kun kunne deltage i 3 ud af 34 tutorials. At jeg kun kunne deltage i 7 ud af 42 sessioner. At jeg ikke deltog i nogen af de tekniske præsentationer. Og HUSK inden der er nogen der dømmer mig - det er umuligt at deltage i mere end jeg har gjort - da disse kører parallelt. Jeg deltog dog i 100% af keynotes, EXPO og de sociale aktiviteter (= networking).

En anden ting jeg kan sige - de mange udsagn på EuroSTAR m.m. om at '....testing is dead....'.....de udtalelser vil jeg gerne melde 'død' - det er langtfra tilfældet. Der er fortsat brug for vor disciplin, men vi skal selvfølgelig tilpasse os nye tider. MEN det er jo ikke noget nyt - det har vi jo altid gjort. Nye arbejdsformer. Nye teknologier. Nye metoder.

Og som en af indlægsholderne sagde '.....HOPE is not a strategy in testing.....' - og det er korrekt.

Denne uge har givet sig udslag i mange ideer og inspiration, som jeg vil gøre brug af på kurser, white papers, indlæg og blogs det kommende år, og det er alt sammen noget jeg glæder mig til at dele med alle mine kollegaer i det danske testsamfund. Det bliver dog også skønt at få lidt tid til at fordybe sig i det meget materiale jeg har fået med herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar