FMEA – Failure Mode and Effect Analysis

Introduktion

Når vi som testmanagers arbejder med risikobaseret test, er det afgørende at kunne vurdere, hvor fejl vil have størst indflydelse på forretningen, brugerne og teknologien. Failure Mode and Effect Analysis (FMEA) er en klassisk metode fra kvalitetsteknikken, oprindeligt udviklet i bilindustrien, som giver en struktureret tilgang til at identificere potentielle fejl, analysere deres konsekvenser og prioritere testindsatsen.

Ved at integrere FMEA i teststrategien kan vi dokumentere og kommunikere risikoovervejelser mere systematisk.

Fremgangsmåde – trin for trin

En FMEA-proces består typisk af følgende trin:

1. Definer scope og systemelementer

   • Afgræns den funktionalitet eller komponent, som skal analyseres.

   • Typisk: en modul, integration, proces eller brugerrejse.

2. Identificer failure modes (fejlmåder)

   • Hvordan kan en funktion fejle?

   • Eksempel: Et login kan fejle ved at afvise gyldige brugere, acceptere ugyldige brugere eller time-out.

3. Bestem effects (konsekvenser)

   • Hvilken indvirkning har fejlen på systemet eller brugeren?

   • Eksempel: Ugyldige brugere kan få adgang (høj forretningsrisiko).

4. Analyse af årsager og eksisterende kontrolforanstaltninger

   • Hvorfor kan fejlen ske (årsager)?

   • Hvilke eksisterende tests eller kontroller findes?

5. Score risiko

   • Vurder tre dimensioner (typisk på skala 1–10):

     • S (Severity – alvor)

     • O (Occurrence – sandsynlighed)

     • D (Detection – mulighed for at opdage fejlen tidligt)

   • Beregn RPN = S × O × D (Risk Priority Number).

6. Prioriter handlinger og testindsats

   • Testområder med høj RPN bør have fokus.

   • Handlinger kan være mere tests, bedre overvågning, eller forebyggende forbedringer.

7. Dokumentér og følg op

   • FMEA bør være et levende dokument, som justeres undervejs i projektet.

   • Opdater scoringer efterhånden som ny information eller kontrolmekanismer indføres.

Typiske faldgruber

Selv om FMEA er en stærk metode, er der velkendte udfordringer:

• Subjektivitet i scoringer
  – Teams scorer forskelligt afhængigt af erfaring, kultur og bias.
  – Afhjælpning: Brug workshops, tværfaglige perspektiver og faste skalaer.

• Overfokus på RPN
  – At sortere alene efter RPN kan skjule kritiske lav-frekvens/høj-severity risici.
  – Afhjælpning: Behandl severity som et særskilt kriterium.

• For omfattende analyser
  – Der er risiko for “analyse-paralyse”, hvor for meget tid går til scoring fremfor at handle.
  – Afhjælpning: Fokusér på forretningskritiske områder.

• Manglende vedligeholdelse
  – FMEA mister værdi, hvis den ikke opdateres løbende.
  – Afhjælpning: Integrer opfølgning i testplanens review-cyklus.

Relation til risikobaseret test

FMEA passer naturligt ind i ISTQB’s principper for risikobaseret test:

• Kobling til testprioritering:
  Høj RPN = mere testindsats, lav RPN = mindre test.

• Transparens i beslutninger:
  Stakeholders kan se, hvorfor visse områder testes mere intensivt.

• Alignment med ISO 29119 og ISO 31000:
  Giver dokumenterbarhed, hvilket styrker governance og audit-spor.

• Understøtter testdesign:
  Failure modes kan omsættes til konkrete testbetingelser og cases.

• Forbedrer samarbejde:
  Workshops omkring FMEA involverer udviklere, arkitekter, forretningen og testteamet, hvilket sikrer bredere risikodækning.

Konklusion

FMEA er ikke en “silver bullet”, men et effektivt værktøj til at operationalisere risikobaseret test. Når metoden bruges pragmatisk, kan den hjælpe testmanagers med at:

• Prioritere testindsats, hvor den giver mest værdi.

• Dokumentere risikobeslutninger for stakeholders.

• Skabe fælles forståelse af risici på tværs af organisationen.

Brugt korrekt kan FMEA være en game-changer i teststrategien – men kun hvis den holdes enkel, fokuseret og dynamisk.